Klassisk klaverkoncert: Mindesværker 2025 – Musik og mennesker på flugt

Klassisk klaverkoncert: Mindesværker 2025 – Musik og mennesker på flugt

100 kr. + gebyr. Medlemsrabat: 10%
Sådan opnår du medlemsrabat

Mindesværker 2025 – Musik og mennesker på flugt

Da befrielsesrusen i 1945 havde lagt sig, stod Danmark med en kvart million flygtninge – en forpligtelse, der kom til at præge danskernes hverdag i flere år. I dag markeres 80-året for Danmarks befrielse med forskning, bøger, film – og med Mindeværker, en landsdækkende koncertrække i samarbejde med musikforeninger, højskoler, kirker, kulturinstitutioner og Røde Kors.

Komponisten Gunnar Berg
Koncertrækken er inspireret af komponisten og pianisten Gunnar Bergs (1909-1989) koncerter for ikke-tyske flygtninge i Danmark i 1945-46, bl.a. i Ry, hvor han opholdt sig i 14 dage og spillede for flygtninge i Knudhule Vandrehjem og på Sanatoriet i Ry.

Koncerten i Ry
Onsdag den 29. oktober vender musikken tilbage til byen, når Gnisten åbner dørene til en særlig aften, hvor musik og historie flettes sammen. Koncerten i Ry er den 13. i koncertrækken, der begyndte i Kolding og fortsatte i Horsens, København, Skjern, Thisted, Holstebro, Fredericia, Rødovre, Christiansfeld, Silkeborg, Ringe, Ry, og slutter i Rønshoved, Sønderborg og Tønder.

Den unge stjernepianist Ramez Mhaanna
Aftenens solist er den unge danske stjernepianist Ramez Mhaanna, som allerede under sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fik en international karriere. Hans debut i 2022 blev kaldt sensationel, og hans spil er blevet beskrevet som lyrisk, dramatisk, følsomt og dybt bevægende. Med sin baggrund som søn af en russisk mor og en libanesisk far tilfører han koncerten en personlig tyngde.

Programmet
Koncertprogrammet bygger på de værker, Gunnar Berg selv spillede i 1945, og omfatter musik af komponister, der selv havde erfaringer med flugt – blandt andre Beethoven, Chopin, Bartók og Gunnar Berg. Musikken favner sorg og tab, men også håb og livskraft.

Historiefortælling og perspektiv
Koncerten bliver ikke kun en musikalsk oplevelse, men også en historiefortælling. Hvor vi ofte taler om befrielsen i 1945, sætter Mindesmærker fokus på dagligdagen efter befrielsen, hvor flygtninge blev en del af Danmarks virkelighed. Dansk Røde Kors bakker op om koncertrækken, og de lokale afdelinger bidrager til at skabe opmærksomhed om projektet.

Overskud fra koncerten går til Røde Kors
Bag koncertrækken står ”Arbejdsgruppe Gunnar Berg”, som også har skaffet fondsmidler til koncerten. Eventuelt overskud fra billetsalget ved koncerten i Ry går ubeskåret til Røde Kors.

Flygtninge bosiddende i Ry-området har gratis adgang - kontakt [email protected] for billetter.

Siddepladser
Koncerten er med siddende publikum.

Dørene åbner
Dørene åbner kl. 19.00. Kom i god tid og nyd en god øl, et glas vin eller en sodavand sammen med os.

Kontakt os på [email protected] hvis du har handicap - så reserverer vi en siddeplads til dig.


Praktisk info

Lidt praktisk info, der gælder for alle vores events og koncerter og gerne skulle hjælpe dig på vej til en god aften på Gnisten:

Alle medlemmer af Gnisten får 10% rabat hver gang, de køber en billet.

Meld dig ind her.

Vi opfordrer dig til at komme til fods, på cykel eller med toget – vi bor kun 300 meter fra stationen.

Vælger du at komme i bil, har du mulighed for at parkere på de afmærkede p-pladser på Møllevej eller på Mølleskolens parkering på Gudrunsvej.

Vi har reserveret p-pladserne tæt på Gnisten til personer med gangbesvær eller handicap.

Gnisten finder du på Møllevej 22, 8680 Ry - sigt efter den høje skorsten!! 

For personer med handicap tilbyder vi parkering i vores have bag huset, hvorfra der er kort afstand ind til koncertsalen. Ved vores hovedindgang findes et gelænder ved siden af trappen.

Vi har et toilet med adgang for personer med handicap, ligesom vi kan henvise til et toilet for svært handicappede personer ca. 1 km fra Gnisten. Kontakt os for yderligere info (se kontaktinfo i bunden af vores hjemmeside).

Gnisten er et spillested med højt til loftet og plads til unikke musikalske oplevelser. Stedet er båret af hjerteblod, engagement og ambitiøse frivillige med rødder i det lokale.

Det gamle varmeværk midt i Ry er efter en kæmpe indsats af frivillige omdannet til et intimt spillested, hvor både musikere og bands på vej og veletablerede navne optræder.

Find Gnisten på Møllevej 22, 8680 Ry - sigt efter vores høje skorsten!

Tid

Sted

Gnisten i Ry, Møllevej 22, 8680 Ry

100 kr. + gebyr. Medlemsrabat: 10%
Sådan opnår du medlemsrabat