278352986 338294544947343 8337707772617095903 N

🎶 Stillingsopslag: Husalfer søges til Backstage Crew  🧹🔧🎤

En husalf er spillestedets bankende hjerte i hverdagen. Vi søger 2 nye frivillige, der sørger for, at tingene fungerer – også når ingen andre lægger mærke til det. Husalfen ser det, der mangler, før det mangler. Det er kaffemaskinen, der virker, toilettet der ikke løber, og backstageområdet der føles som hjemme for artister. 

🏠 Om os

Vi er et levende, frivilligdrevet spillested med over 100 engagerede frivillige fordelt på 17 teams. Vi afvikler koncerter, events og kulturarrangementer – og vi elsker, når alting spiller både foran og bag scenen.

🛠️ Arbejdsområder

Som husalf vil dine opgaver spænde bredt og være afgørende for, at huset fungerer i det daglige og under afvikling af events. Da vi søger 2 personer, vil I kunne fordele opgaverne mellem jer. 

I vil blandt andet have ansvar for:

  • Daglig vedligehold og oprydning efter events, herunder:
    • Tømning af opvaskemaskine
    • Sætte vasketøj over og hænge det op dagen efter arrangementer
    • Lettere rengøring, fx støvsugning af måtter og sikring af, at badeværelser er pæne og præsentable
  • Løbende opfyldning og klargøring af faciliteter, som fx:
    • Kaffe, the, skraldeposer, opvaskemiddel og køkkenrulle
    • Papir, sæbe og håndsprit til toiletter og tjek af Backstage – så det altid er klar til events og udlejninger
    • Bidrage til at skabe et ryddeligt, imødekommende og velfungerende backstageområde
  • Koordinering og praktisk tilstedeværelse i dagtimerne, fx:
    • Låse op ved vareleveringer 
    • Tage kontakt til Gnistens håndværkerteam ved småreparationer
    • Saltning og mindre snerydning - håndværkerteamet hjælper også
  • Støtte til det frivillige miljø, fx:
    • Indkøb af drikkevarer til de frivillige og koordinering ift frivillig events
  • Overblik og orden i huset, herunder:
    • Sørge for at ting, der “lander rundt omkring”, kommer på plads – fx værktøj, service og glemte sager
    • Sidder snoren til flagstangen korrekt, så den ikke larmer
    • Være ansvarlig for håndtering og opbevaring af glemte sager
    • Evt mindre vedligehold - fx skift af pærer og lign

🤹 Vi forestiller os, at I

  • Er ansvarsfulde, rolige og kan bevare overblikket
  • Har lyst til at være en del af et fællesskab med mange frivillige
  • Tager initiativ og ser, hvad der mangler – og gør noget ved det
  • Kan arbejde i dagtimerne og kan komme på Gnisten 2-3 gange om ugen i koncert sæsonen. Typisk kan opgaverne klares på 1-1 ½  time. 
  • Koordinere med med-alf´en og ift aktiviteter på Gnisten

🧡 Vi tilbyder

  • En central rolle i et stærkt fællesskab
  • Frihed og fleksibilitet i arbejdet
  • Masser af musik, kultur og gode mennesker omkring dig
  • Fredagsbarer og specielle events for de frivillige

I vil blive tilknyttet Backstage Crew teamet, som bidrager til at skabe de unikke rammer, som Gnisten er kendt for. Teamet forkæler bands og solister med dejlig hjemmelavet mad, står for udsmykningen og de grønne områder. Rengøringsteamet under Backstage Crew står for den mere grundige rengøring. 

Der vil være god mulighed for oplæring, da dem der bestrider opgaverne i dag stadig er på Gnisten - blot i andre funktioner.  

PS: Hvis du googler ”Husalf” får du følgende svar: ”Husalfer er små menneskelignende væsner med store flagermuslignende ører og store øjne. De bor og arbejder i troldmandsfamiliers hjem.” Dette er ikke et krav!! 

 

Er du interesseret eller blot nysgerrig, så kontakt mig endelig!

Charlotte "Lundgren"
Frivilligkoordinator 
Mail: [email protected]