Vi er utroligt glade for og stolte over, at Ry City har valgt Musikværket Ry som samarbejdspartner og modtager af overskuddet fra “Kunsten at handle i Ry”-kampagnen .
Overskuddet fra salget af Ry Citys flotte indkøbsnet med tryk af vores lokale kunstner Anne Risum samt salget af selve maleriet går til Musikværket Ry – og pengene øremærkes til en aktivitet for de unge i Ry. Det er god stil og godt tænkt af Ry City, og vi glæder os helt vildt til at bruge pengene til noget godt for vores lokale unge .
Derfor: Køb, køb, køb de flotte indkøbsnet, så vi kan få samlet et stort overskud sammen! De er til salg fra i dag i byens butikker til 100 kr. Og giv os gerne ideer til, hvad pengene skal bruges til
Om “Kunsten at handle i Ry”-kampagnen
Ry City vil med en ny kampagne skabe opmærksomhed om nogle af de mange mennesker i Ry, der handler og får tingene til at ske.
Et smukt og anderledes indkøbsnet er på vej til at blive et iøjnefaldende indslag i gadebilledet i Ry. Nettet er det synlige udtryk for Ry Citys nye kampagne ”Kunsten at handle”.
Et kunstværk med to kvindeben i røde sko pryder nettet. Den lokale kunstner Anne Risum har malet det billede, som nu er blevet til et tryk på indkøbsnettene.
Du kan købe nettet i byens butikker for 100 kr. Ry City har besluttet at overskuddet fra salget, samt indtægten fra en auktion over Anne Risums originale maleri skal gå til foreningen Musikværket Ry, der blandt andet arbejder på at omdanne det tidligere kraftvarmeværk på Møllevej til et spillested og kulturhus.
”Musikværket Ry er et godt eksempel på de mennesker, som vi gerne vil hylde med kampagnen. Det er folk, der får en god ide og handler for at få den ført ud i livet. Det at gøre noget til gavn for byen, er i høj grad en del af Rys dna, ” siger formanden for Ry City, Lone Nielsen.
Til gavn for de unge
Der er også en anden grund til, at Ry City har valgt Musikværket Ry som det initiativ, der skal modtage de penge, der kommer ind i forbindelse med kampagnen Kunsten at handle.
”Musikværket Ry har stor fokus på at skabe et musikmiljø, som i høj grad skal komme de unge til gode. Efter vores mening blev de unge særligt hårdt ramt af nedlukningen og den frihedsberøvelse, som var en konsekvens af den. Derfor vil vi gerne være med til at give noget tilbage til de unge. Vi ser frem til samarbejdet med Musikværket Ry, ” siger Lone Nielsen.
Indkøbsnettet bliver sat til salg i byens butikker fra torsdag 1. oktober.
”Vi glæder os til at se alle de net i bybilledet. Jeg tror folk vil tage godt imod nettet og vil være stolte over at gå med det. Det er et dejligt stort net, som er både bæredygtigt og økologisk og har et smukt motiv. Samtidig går overskuddet fra salget til et godt formål. Vi er glade for at sætte en kampagne i søen, som er så synlig, ” lyder det fra Lone Nielsen.
Følg med på Facebook og ry.dk
Kampagnen vil også være synlig på Ry Citys side på Facebook og på www.ry.dk, hvor du i den kommende tid kan møde nogle af de mennesker, som handler og dermed gør en forskel til glæde for alle, der bor i Ry.
”Der er virkelig mange at vælge i mellem, så der bliver kun tale om enkelte nedslag, men med kampagnen vil vi gerne hylde alle, der kan kunsten at handle i Ry, ” siger Lone Nielsen.